OK-Fonden

OK-Fonden er en non-profit fond og har således ikke til formål at skabe formue. Vi er hverken bundet af politiske eller religiøse særinteresser. Vi arbejder for at forbedre forhold og livskvalitet for ældre, handicappede og svage grupper i bredeste forstand.

Retten til at leve godt

Det er OK-Fondens vision, at livet skal leves - hele livet. Vi synes, at det bør være en menneskeret at kunne arrangere sig i hverdagen og gøre sin tilværelse så behagelig, som man nu ønsker det og har ressourcer til.

Derfor arbejder vi på generelt at skabe bedre forhold og større livskvalitet. Vores indsatser gælder ikke mindst de grupper af ældre eller handicappede mennesker, som ikke blot søger velfungerende fysiske rammer, men også ønsker sig en større vifte af omsorg, pleje og assistance inden for rækkevidde.

Men OK-Fonden har også tilbud om et attraktivt ældreliv for raske seniorer, som måske blot ønsker at trække sig tilbage fra arbejdet og parcelhuset, og dermed så småt er parate til nye fællesskaber.

OK-Fonden driver i dag 16 plejehjem, psykiatriske centre og hospice, samt en række ældre- og seniorbofællesskaber med tilsammen godt tusinde boliger fordelt over hele Danmark. Som en fond med et almennyttigt formål skal vi ikke tjene penge til os selv eller andre, men kan koncentrere os om løbende at forbedre vore tilbud til de mennesker, som deler visionen om at leve livet - hele livet.